facebook-rain-altan pinterest-rain-altan instagram-rain-altan googleplus-rain-altan

chili dyrkning

Chili på altanen


Chilidyrkning på friland

Chiliplanten stammer oprindeligt fra Sydamerika, hvor den gror på solrige bjergskråninger i blandt andet Peru og Mexico. Heldigvis har gartnerne fremelsket mange nye chili-typer, der er egnede til at dyrke på friland – også i Danmark.

Er du nybegynder, så er det en god idé at starte med chilisorter, der har slægtsnavnet ’Annum’. Her finder du velkendte typer som Jalapenos, Ancho, Mulato Isleno og Serano. Fælles for ’Annum’ typerne er, at de er lette at dyrke, modner hurtigt og tåler det omskiftelige vejr, som vi ofte har om sommeren.

Det er relativt milde chilisorter, og dermed også meget anvendelige i madlavningen. Have-ekspert og chili-entusiast Bjarne Højlund fra BH Frø, der blandt andet leverer til YouTube-fænomenet Chili Klaus, giver dig her sine bedste tips, så du kan komme godt i gang med at dyrke chili på altanen.


Jalapeno 600x300
Jalapenos er en af de mest elskede chilisorter i Danmark - og den kan sagtens dyrkes på friland


Fra chilifrø til plante

Da chiliplanten oprindeligt vokser under barske forhold, så spirer frøene let og planterne er robuste. Du kan forspire chilifrø i din vindueskarm fra februar til maj.

Så frøene i små potter eller et minidrivhus. Du kan så chili i almindelig pottemuld. Der må blot ikke være tilsat gødning, da det kan svide de små, nye spirer. I spireperioden er det vigtigt, at jorden ikke tørrer ud. Sørg for at holde overfladen fugtig, så frøet har let ved at bryde igennem. Brug gerne en forstøver eller en stuevandkande, så frøet ikke bliver skyllet ned i jorden.

Se begynderguide til forspiring af frø HER

Når planten har fået 5-6 sæt blade, kan du potte din chili om i en større potte, og planten kan nu tåle at jorden tørrer lidt ud. Faktisk vil den stress, som en let udtørring giver planten, sætte gang i væksten og udviklingen af blomster – og dermed antallet af frugter

Flyt planterne ud

Når dagstemperaturen kommer over de 15-16 grader, så kan du begynde at tilvænne dine planter til livet udenfor.

Chili skal vænnes langsomt til vind og lavere temperaturer, så når vejret er godt, så kan du sætte dine planter udendørs et par timer. Den periode forlænges gradvist og efter et par uger er planten fuldt afhærdet og kan få sin faste plads på terrassen eller altanen.

Gør altankasserne klar til sæsonen

Sådan passer du dine chiliplanter

Den bedste måde at få chiliplanterne til at sætte mange frugter er ved at udtørre planten let mellem hver vanding. Når bladene begynder at blive slappe, så er det tid til at finde vandkanden frem. Planten må naturligvis ikke tørre helt ud. Den stress som planten oplever ved let udtørring får den til at sætte flere blomster og dermed også sætte flere frugter.

Det er også vigtigt, at du husker at gøde planterne. Du kan enten bruge langtidsvirkende gødningspiller eller tilføre flydende drivhusgødning, hver gang du vander. Hvis planten mangler næringsstoffer, så sætter den kun få frugter.

For at få chiliplanterne til at yde ekstra meget, så fjerner Bjarne Højlund også de første 5-10 blomster på planten. Det får planten til at sætte ekstra gang i produktionen af blomster – og dermed også modne chilifrugter.

Jo større krukke, du sætter din chili i, jo større har planten mulighed for at blive. Synes du, at væksten er blevet for voldsom, så klip blot planten tilbage. Den vil hurtigt skyde nye grene og sætte nye blomster.

Bladlus elsker (også) chili

Chiliplanter er udsatte for angreb fra bladlus. Hold godt øje med, om dine planter bliver invaderet af de små skadedyr. Angrebne planter vil typisk have hængene eller gule blade og tabe blomsterne.

Du kan se bladlusene med det blotte øje. De er 2-3 milimeter små, grønne dyr, der typisk sidder i de yderste skudspiser. Bladlus smitter – ikke bare til andre chilier, men også til blomster og andre planter i køkkenhaven. Derfor skal du øjeblikkeligt flytte den angrebne plante væk fra de andre.

Der er flere måder at bekæmpe bladlus på. Du kan spule planten med lunkent vand, behandle den med insektsæbe eller bruge biologisk bekæmpelse, der består af nyttedyr, der spiser bladlusene. Bjarne Højlund anbefaler også at bruge Neem Olie, der er et økologisk middel, der er lige så effektivt som insektsæbe.<br

Hjemmelavet insektsæbe - Få opskriften her

Høst og opbevaring

En chiliplante kan give rigtigt mange frugter, så de fleste mennesker kan ikke nå at spise dem så hurtigt som de modner. Heldigvis er det let at fryse overskuddet ned, og så kan du glæde dig over smagen af sommer lige indtil næste chilihøst.

Hvis du dyrker flere forskellige slags chili, så frys dem ned i hver deres pose. Det er nemmest at bruge chilierne i vinterens gryderetter, hvis du fjerner stilk og kerner før du kommer frugterne i fryseren. De små chilier kan trækkes på snor og tørres. Du kan også eksperimentere med at eddikesylte eddike, lave en hot chiliolie eller lave din egen chili-salt.

God fornøjelse!


 

Bjarne Højund er chiliekspert

Bjarne Højlund - Chili-entusiast

Bjarne er indehaver af webshoppen BH FRØ, der har et kæmpestort udvalg af frø til blomster, krydderurter, chilier - ja, du kan endda købe frø til at så dine egne palmer. 

Han er ægte chili-entusiast og har blandt andet være med til at fremavle den første danske chili-sort, Buth Orage Copenhagen (eller BOC i daglig tale)

Bjarne er også manden, der leverer chili til internetfænomenet Chili Klaus, der får kendte danskere til at spise chili og filmer reaktionen. Chili Klaus har tæt på 200.000 følgere på Facebook.


 

Bliv inspireret til det gode altanliv

boeger

Mest læste artikler

Bøger

Altanmøbler